RULLY BLANC
Jean-Baptiste Jessiaume henter Chardonnay-druerne til denne vin på en parcel med 0,80 ha. på lieu-dit-marken Clos de Bellecroix, i den sydlige del af Rully-kommunen, på grænsen til Mercurey. Her giver en ler- og kalkholdig undergrund perfekte forhold til Chardonnay. Høsten foregår manuelt, og druerne presses direkte efter ankomsten til kælderen, uden afstilkning. Efter en kort bundfældning bliver mosten overført til store fade, hvor en spontan, langsom gæring finder sted. Til sidst er vinen modnet i 12 måneder på klassiske fad af 228 l., hvoraf de 10-15% er nye.
Clos de Bellecroix er meget ren og præcis i duften, med god sprødhed, mineralitet og en diskret nuance af træ. Smagen byder på en lækker harmoni mellem friskhed, frugt og struktur, med lækre toner af vilde blomster og milde krydderier, mandler samt friskplukkede druer. Den har god mineralitet, velour og tørhed i eftersmagen. En meget lækker og livlig hvid Rully. Server den til fisk, skaldyr og lyst kød. Prøv den også til fx gedeost.