Danske Leo Steen er Scout på denne vin. Via sit enorme netværk i området har han fået mulighed for at udvælge de helt rigtige druer og efterfølgende lavet vinen, så den matcher en veldefineret smagsprofil, der er målrettet den gode gastronomi og det danske marked. Vinen er lavet på 100% Zinfandel fra enkeltmarken Ling Estate Vineyard i Mokelumne River AVA – den sydvestlige del af det berømte vindistrikt, Lodi. Vinstokkene er over 80 år gamle og dyrkes i autentisk bushvine-stil, hvor der er relativ stor afstand mellem stokkene, og hvor der ikke foretages beskæring eller anden indgriben.
Druerne til denne Bush Vine Zinfandel er håndplukkede og en smule tidligere, end man normalt vil gøre, hvilket fremmer en karakter af lidt mere grønlige, men modne noter samt en fin og afstemt cremethed. Samtidig begrænser det sukkerindholdet og dermed alkoholprocenten. Vinen er gæret i store træfade på druernes egne gærstammer, hvorefter 40% af vinen er modnet i 4 måneder i brugte, europæiske egetræsfade, mens de resterende 60% har ligget i rustfrie ståltanke i 7 måneder, hvilket er med til at bevare den rene, stramme Zinfandel-karakter. Vinen er aftappet uden filtrering.
I duften byder vinen på en eksplosion af brombær og loganbær samt et fint touch af hvid peber og salvie. Medium fylde og god friskhed samt en krydret, sødmefuld og lang eftersmag af mørke bær. Lækker og sprød vin, der er nem at drikke, og ikke mindst nem at holde af. Stilmæssigt yder den et rigtig fint modspil til de mange Zinfandel-vine, hvor sødmen og alkoholen ofte er alt for meget!
Vinen vil fx være en perfekt ledsager til den danske julemad, flæskesteg eller and med det hele. Ellers er den også oplagt til retter med lam og oksekød, gerne ledsaget af en bær-chutney eller en let spicy salsa. Servér vinen ved ca. 16-17 °C.