Huset ligger lidt uden for landsbyen San Floriano, i hjertet af det der betegnes som Valpolicella Classico området. Beliggende på en skøn bakke ved indgangen til Maranodalen, ligger den smukke villa fra 1400- tallet omgivet af marker og oliventræer. Bag hovedhuset ligger firmaets vineri velintegreret i landskabet og med selve vinkælderen under jordens overflade. Huset har været i familien Cesaris eje siden 1929 og der er blevet tappet vin under eget navn siden 1979.
Producenten betoner selv, at man ikke køber druer eller vin til produktionen af de godt 250.000 flasker, der årlig bliver produceret fra de 50 ha. Opbindingssystemet er hovedsageligt Guyot, men man har også marker med Pergola. De toneangivende druer er Corvinone, Corvina og Rondinella. Også lidt Sangiovese finder vej til et par af vinene. Stefano Cesari lægger ikke skjul på, at han godt kunne have forøget produktionen betydeligt gennem de senere år. Grunden til at han er afstået fra dette, skal findes i hans credo om en såkaldt organisk vækst, hvor man respekterer den naturlige vækst, dvs. opnår balance mellem stokkenes alder og størrelsen af produktionen. Firmaet angiver selv de ret betydelige skovområder man besidder, som et væsentligt bidrag til områdets biodiversitet, hvor man tillige har en lille produktion af sorte sommertrøfler.
Navnet Brigaldara stammer fra 1400-tallet, og refererer til en klynge gårde, familien Cesaris villa, samt de omkringliggende marker. Man har mere end 80 års erfaring i at fortolke terroiret fra deres vingård. Husets filosofi har altid været at producere kvalitetsvine, der er repræsentative for jorden hvori de er blevet til. Man tilstræber en balance i markerne og overproducerer ikke, i et område der er ellers kendetegnet ved et ret intensivt landbrug.
Deres vine er fyldige men ikke overgjorte, komplekse og saftige. Der benyttes både små og store fade i produktionen. Der er en helt særlig sans for detalje som også afspejler sig i vinene og serien er et must for fans af Veneto-vine.