Størstedelen af de Carignan-druer, som bruges i denne Vieilles Vignes, kommer fra 50 år gamle vinstokke dyrket langs Canal du Midi nær byen Narbonne, hvilket giver vinen stor koncentration og fylde. Resten hentes dels i Minervois-området, hvor den ler- og kalkholdige undergrund giver tanninrige og aromatiske vine, dels i Corbières, hvor nogle højtbeliggende parceller giver friskhed, sprødhed og frugtkarakter.
1/3 af druerne er håndplukket og vinificeres i hele klaser for at prioritere friskheden og frugtnuancerne, mens 2/3 vinificeres traditionelt med en afstilkning, en skånsom knusning og en lang gæring på en kombination af beton- og ståltanke. Efter presningen modnes vinen i ca. 6-8 måneder, med 80% af vinen på nye og brugte træfade og resten i ståltanke.