Leo Steen Wines – Californien, Usa.
Druerne til denne Chardonnay hentes på en enkelt vinmark på de sydligste skråninger af Scotts Valley, kun få kilometer fra byen Santa Cruz og Stillehavet. Vinstokkene er plantet i 1998 på en undergrund af ren havbund, med aflejringer af sand og kalk, og er såkaldt ‘dry-farmed’, dvs. dyrket uden kunstvanding. De nærliggende skove og de kølige havbriser på de nord-sydvendte vinrækker giver et godt modspil til den stærke sol, og betyder en lang modning, små klaser og et lille udbytte. Til gengæld er druerne utrolig aromatiske og koncentrerede og besidder en perfekt frugtsødme-syre balance.
Chardonnay Santa Cruz Mountains er lavet præcis i den stil, som Leo Steen foretrækker til en Chardonnay: Masser af aroma, sprødhed og mineralitet. I duften finder man toner af citrusfrugter, grønne æbler, bivoks og vanilje, i en stil som er typisk for cool-climate vine. Smagen er tør, præcis og med bid og kølighed, men også en tilpas nuance af eksotiske frugter. Den har Chardonnaydruens klassiske, smørrede struktur, men slutter utrolig rent og appetitvækkende. Som skabt til moderne mad med grønsager, skaldyr, fisk og fjerkræ.