Clos Des Mouches Blanc 2011
Den hvide Clos des Mouches fra Drouhin er i sandhed en af verdens HELT STORE vine – ren magi i glasset gang på gang, årgang efter årgang og denne 2011’er er ingen undtagelse
En enestående vin fra en fantastisk årgang! Lysgul farve med en kompleks og floral aroma af hvid syren og hvide roser. Frugtige noter træder tydeligt frem og udvikler sig mod ristede mandler og hasselnødder. Når vinen modner vil den fremvise en overraskende intens aroma og efter et kvarters tid i glasset åbner vinen sig med hvide trøfler, citrus, honning og muskatnød – alt sammen i fin balance. Livlig på tungen og med en rig og fyldig tekstur med en flot mineralitet. Rund og fyldig uden at være tung og med et harmonisk udtryk i eftersmagen.
Maison Joseph Drouhin
har, siden huset blev grundlagt i 1880, været en af forkæmperne for de autentiske Bourgogne-vine. Som Robert Drouhin selv siger: “Der skal være en naturlig sammenhæng mellem jordens terroir og det, som vinen udtrykker”.
Denne filosofi er medvirkende til, at man hos Maison Joseph Drouhin er meget bevidst om at tage vare på miljøet. Man undgår derfor helst at sprøjte mere end højst nødvendigt. Der anvendes i høj grad organisk gødning til at nære. Der bruges ligeledes kun biologiske midler til at forsvare vinstokkene med.
Der bliver tænkt på fremtiden, for, som familiens overhoved siger, der skal jo også være noget til næste generation. Faktisk er man allerede på nuværende tidspunkt så langt i processen, at husets Chablis-vine udelukkende dyrkes på økologisk vis. Så det nu kun er i Bourgogne, man stadig må hjælpes lidt på vej af nutidens hjælpemidler.
Clos des Mouches er en af Drouhinfamiliens absolutte stoltheder. Navnet stammer formentlig fra middelalderen, hvor vinmarkens eksponering (syd/ sydøst) var det perfekte sted for opdrætning af bier, hvilket de lokale i høj grad benyttede sig af. Derfor navngav de marken Mouches, der på den lokale dialekt betyder honningbier.
Efter vinlusens hærgen i slutningen af det 19. århundrede blev Clos des Mouches genplantet med Pinot Noir i stedet for de oprindeligge grønne sorter. Et historisk dokument fortalte dog om de hvide vines fortræffelighed, og det fik i 1921 Maurice Drouhin til at genplante vinmarken med Chardonnaydruer. I dag er det halvt Pinot Noir og halvt Chardonnay, der står på den berømte skråning, og selv om begge druesorter giver fremragende vine, er hvidvinen for både Drouhinfamilien og vinelskere noget helt specielt.