Dom Perignon 2008: Et tronskifte og den længeventede
I slutningen af året frigiver Möet & Chandon den meget længe ventede Dom Perignon 2008, og denne begivenhed indstifter et tronskifte. Efter 28 år som kældermester trækker Richard Geoffroy sig tilbage – han er manden, der har styret slagets gang på verdens førende luksus-champagne, og har stået bag de store årgange som 1990, 1996, 2002 og som en passende afslutning med 2008.
Han er dog også manden bag den meget omdiskuterede årgang 2003 af Dom Perignon, som mange folk med interesse i champagne har noget svært ved at forstå, eftersom den ekstremt varme årgang tydeligvis har skabt en champagne med nærmest oversøisk fylde og en meget speciel stil. Selv mener Richard, at 2003 på bedste vis udtrykker det faktum, at Dom Perignon er en ægte vintage-champagne (årgangschampagne), som varierer fra årgang til årgang, og selvom det modsiger det faktum, at den kun laves ”i de bedste årgange”, så er han altså en mand, der tør stå fast på sine holdninger, uanset hvad resten af verden mener. Hans efterfølger Vincent Chaperon har virkelig en tung arv, han skal løfte, men han er med sikkerhed den rette mand til at føre Dom Perignon videre, eftersom Möet har udvalgt netop ham.