Rhône er Frankrigs «Best Buy« vinområde nr. 1. Områdets meget seriøse vinproducenter har ikke gennemført de samme høje prisstigninger som deres kolleger i Bourgogne og Bordeaux. Samtidig har Rhône et stabilt klima, der mere end sjældent giver problemer med udvandede vine p.g.a. regn under høsten.
Delas Frères, grundlagt i 1835, blev i 1977 overtaget af det anerkendte Champagnehus, Champagne Deutz. Med en god kapitalindsprøjtning har vinhuset i løbet af en årrække bl.a. fornyet al vinifikationsudstyret, så huset i dag fremstår som et af de mest moderne vinerier i Rhônedalen. Endvidere er husets kapacitet udvidet for at kunne imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel, hvilket også har bevirket, at på trods af husets mange besiddelser af vinmarker i nogle af Rhônedalens mest berømte kommuner, opkøber man nu også en vis mængde druer fra de mest kvalitetsbevidste vinavlere i området.
I dag regnes huset blandt Rhônes top 10 producenter,- ikke mindst på grund af firmaets superdygtige winemaker, Jacques Grange, der om nogen har fået skrevet vinhuset ind i stjernernes vinbog.
“Man fornemmer, det er en stor vin i sekundet, den rammer glasset. Duften er tiltrækkende med røde og mørke bær, violer, lakrids og sort peber. Smagen er enorm koncentreret og fyldig. Vinen har en lang og kompleks eftersmag, der får den helt op i toppen af skalaen. Læg den i kælderen, og der vil være en stor oplevelse i vente”