Klinker Brick Winery
Klinker Brick er et prisbelønnet vinhus som er specialiseret i at producere Zinfandel-vine med sjæl og nerve. Ægteparret Steve og Lori Felten står bag Klinker Brick og er 5. generations vinavlere i Lodi Valley, som ligger i den nordlige del af Californiens Central Coast. De råder over 15 individuelle vinmarker, som udelukkende er beplantet med Zinfandel på nær en smule Syrah. Vinstokkene er mellem 40 og 120 år gamle. I år 2000 producerede de deres første Klinker Brick Zinfandel fra vinstokke, som deres forfædre plantede helt tilbage i 1900-tallet. Hos Klinker Brick er topprioriteten intet mindre end at producere vin i verdensklasse. Klinker Brick lægger stor vægt på, at vinstokkene får konstant opmærksomhed igennem hele processen, da det hele starter med en ihærdig indsats i vinmarkerne. Derefter er det op til vinmagerens håndværk at opretholde kvaliteten under bearbejdningsprocessen.
Lodi er verdenskendt som ”Zinfandel-hovedstaden” og blev da også udnævnt ”Wine Region of the Year” i 2015 af Wine Enthusiast Magazine. Zinfandel var den første registrerede druesort, der blev plantet i Lodi, og det skete helt tilbage i slutningen af 1800-tallet. Derfor er der i dag rigtig mange gamle vinstokke, som producerer vine af exceptionel høj kvalitet. Klimaet er præget af lange, varme sommerdage og kølige nætter med lette aftenbriser. Det skaber de bedste vækstbetingelser for Zinfandel-druerne.
Brickmason
Brickmason er et unikt rødvinsblend, som er skabt af husets vinmager. Rødvinen er fremstillet på 80% Zinfandel, 10% Syrah, 5% Cabernet Sauvignon og 5% Petite Sirah fra gamle vinstokke.
Zinfandel er amerikanernes nationaldrue, som også er stedet, hvor den slår sine folder bedst. Aromatisk set er druen meget frugtig, og den er i stand til at gennemgå en meget kraftig fadlagring uden at miste sin friskhed. Syrah er en af de helt store druesorter som er plantet verden over, og bidrager med sødme og en intens farve til vinen. Cabernet Sauvignon er verdens mest berømte druesort, som er en naturlig krydsning mellem den blå Cabernet Franc og den grønne Sauvignon Blanc. Druen er lille og tykskindet, og den giver lagringsdygtige vine med meget tannin og farve. Aromatisk kendetegnes mange Cabernet Sauvignon-vine ved en tone af solbær.
Petite Sirah har ikke noget at gøre med Syrah. Det er en drue, som stortrives i Californien, hvor langt de bedste Petite Sirah-vine laves. Druen giver mørke, meget tanniske, intenst bærduftende og ofte lidt mineralske vine.
Lodi Valley er præget af et middelhavsklima med varme dage og kølige nætter. Det meste regn falder i vintermånederne, hvor vinstokkene går i dvale. Det bevirker, at risikoen for at vinstokkene udsættes for sygdomme og skadedyrsproblemer er meget lav. Samtidig kunstvandes vinmarkerne i perioder, hvor tørken sætter ind. Disse forhold skaber de ideelle betingelser for vinstokkene, så druerne kan modnes optimalt.