Så er der endelig nyt i den eftertragtede Habitation Velier-serie fra, ja, Velier…
De hurtige har denne gang mulighed for at dykke ned i en Long Pond destilleret i 2019 med ”mark’et” STC♥E, som står for Simon Thompson Cambridge Estate. Præcis hvor hjertet kommer fra, ved vi ikke, men vi elsker det!
Tappet efter 3 års tropisk lagring, uden farvestof, sukker eller andet snavs.
Bør nydes rent, evt. med en dråbe vand eller to.
Lyden af navnet ”Velier” får en helt særlig følelse frem hos romnørder. Gang på gang formår masterminded bag firmaet, Luca Gargano, at chokere og henrykke romverdenen med udgivelser der sætter nye standarder for kvalitet, gennemsigtighed og nørderi.
Veliers ry for exceptionel kvalitet cementeredes allerede i ’00’erne med en perlerække af kompromisløse demerara-rom. Disse flasker er i dag højdemålet af kultrom og skifter ejere for astronomiske summer på spiritusauktioner verden over. Senere er firmaet blevet kendt for tropisk lagret Caroni, en særegen rom fra et nu lukket destilleri på Trinidad, med noter af røg, tjære og bacon. En ”acquired taste”, men når først du har den…
Sammen med Foursquares Richard Seale er Luca standhaftig (og højlydt) modstander af tilsætningsstoffer eller fusk med aldersbetegnelser, og derfor sætter Veliers nyeste serie af rom, Habitation Velier, gennemsigtigheden i højsædet. På etiketten blotlægges stolt enhver detalje om produktionen, lige fra ”angel’s share” til ester-indhold.