Nervi Conterno – Gattinara DOCG, Piemonte.
Nervi er grundlagt i 1906 og er den ældste eksisterende ejendom i Gattinara, med 28,5 ha jord fordelt på nogle af de vigtigste marker i den blot 94,5 ha store DOCG-dyrkningszone, der ligger for foden af Europas næsthøjeste bjerg, Monte Rosa. Bjergmassivet beskytter markerne mod kolde nordenvinde, men sikrer også en konstant alpin brise og passende nedbør. Geologisk ligger Gattinara i hjertet af en 280 mio år gammel udslukt vulkan. Jorden har et stort indhold af ler,
der er sammenligneligt med det man finder i Serralunga d’Alba i Barolo og er derudover rig på vulkansk materiale og har et højt indhold af jern, men jorden er også kalkfattig, hvilket er med til at sikre vine med fin syreprofil og nerve.
Nervis Gattinara er en vin af stor værdighed og sammensathed, der på smukkeste vis udtrykker Nebbiolos kvaliteter, individueret af de unikke dyrkningshabitater ved Monte Rosa. Det er også værd at bemærke, at de lokale biotyper af Nebbiolo, der her kaldes Spanna, er anderledes end dem fra Langhe. Forskellene til trods så er der et stort slægtsskab mellem vinene fra de to områder, men måske bemærkes en større kølighed i frugten, og en karakter, med, i mangel af et bedre udtryk, større ”mineralitet” og som eksemplificeret i denne stilfulde Gattinara, en note, der genkalder jordbær nedsunket i jern.