Vinene fra Domaine Pierre Damoy er intet mindre end en perle i Gevrey-Chambertin.
Domainet blev grundlagt i det forrige århundrede af Julien Damoy og er siden blevet videreført af den ældste søn i familien, Jacques Damoy. Da han døde i 1992, var der ingen oplagte arvinger, og det blev derfor hans nevø Pierre, som arvede vinhuset. Domainet havde et oplagt potentiale med 2,22 ha vinmarker i Chapelle de Chambertin og 5,36 ha i Clos de Bèze. Dette potentiale havde huset ikke tidligere udnyttet til fulde, og da Pierre overtog domainet, hvilede appellationens vinbønders øjne vagtsomt på ham for at se, om han var i stand til at løfte denne opgave. Opgaven blev løftet, og Pierre har i dag skabt sig et ubestridt omdømme i appellationen.
Pierre er opmærksom på den enkelte vinstoks egenskaber og formår på den måde at gengive mikroklimaets egenskaber til ekstremer i sine vine. Kontakten til naturen opretholdes ved at afstå fra brugen af kunstgødning og sprøjtemidler, hvilket giver vinen en langt større renhed og gør det muligt at afspejle mikroklimaet i vinen i endnu højere grad. Pierre er også den, der pr. defination høster sidst i sin appellation, og når druerne ankommer til vineriet, forestår han selv sorteringen, hvilket sker klase for klase.
Le Chambertin er af mange regnet for at være bedre end Clos de Beze, men det er ikke rigtigt. Vinene har hver sin identitet, hvilket primært kan forklares i forskellige hældningsgrader, og dermed forskellig soleksponering af vinstokkene. Clos de Beze er mere feminin, har mere indtagende og bløde duftnuancer end Le Chambertin. Måske lidt mere race og klasse. Le Chambertin er den mest maskuline af de to, og meget uregerlig som ung. Den kræver ganske enkelt flaskelagring i en lang periode. Med årene vender fordelene sig nok mere mod Le Chambertin. Efter 20 års lagring vil det som regel være Le Chambertin, som udstråler den race og klasse Clos de Beze har i sin ungdom.
Bemærk vi har kun en flaske på lager