Mange af de gode ting i vinbranchen sker ved et tilfælde, og historien om portvinsfirmaet Grahams er ingen undtagelse. Indtil 1820 handlede huset med tekstilvarer. En kunde kunne ikke betale sin forfaldne gæld, og man måtte derfor nødtvunget acceptere 27 piber (fade) portvin som betaling. Vinen blev dog solgt med så stor succes, at firmaet ligefrem blev opfordret til at gentage handelen. Grahams fik hurtigt opbygget et godt ry indenfor portvin, og i slutningen af det 19. århundrede var man ikke alene en af de største afskibere, men også en af de mest anerkendte. Der er ingen tvivl om, at det er Vintage Ports, der har gjort Grahams verdensberømt, og der er da også talrige eksempler på, at husets ports hører blandt de flotteste overhovedet.
Quinta do Vesuvio regnes blandt kendere som et af de allerbedte portvinshuse i verden, idet man laver fremragende vintage portvine. Quinta do Vesuvio blev i år 1823 overtaget af familien Ferreira, som forvandlede Quintaen fra et korndyrkende landbrug til et af de absolut bedste portvinshuse. Quinta do Vesuvio var helt frem til år 1989 i familien Ferreira’s eje, men familien besluttede i 1989 at sælge Quintaen til Symington-grupppen. Modsat stort set alle andre portvinsmærker, udgiver man alene vintageportvin fra single Quintaen. Såfremt en årgang ikke er god nok, sælger man i stedet vinen til andre.