Weingut Knab
Druerne til “Grosses Holzfass” høstes fra marker på den udslukte vulkan Kaiserstuhl. De perfekt modne druer gæres, og lagres efterfølgende 6 måneder på de 60 år, for området klassiske, store gamle træfade. Og deraf navnet “Grosses Holzfass”
En ukompliceret Spätburgunder med forførende aromaer af kirsebær, røgtoner og ristet kaffe. Vinen har en frisk syre og en saftig mundfornemmelse. En let vin med finesse.
Weingut Knab har hjemsted i middelalderbyen Endingen, som ligger på den nordøstlige flanke af den legendariske, udslukte vulkan, Kaiserstuhl, i Baden. Kaiserstuhl er et af Tysklands mest berømmede områder til vindyrkning. De forvitrede vulkanske sten og kalkholdige aflejringer af løss giver saftige vine med udpræget mineralitet.
Der dyrkes en bred variation af druesorter, men især Pinot-druerne stortrives, og Spätburgunder, Weissburgunder og Grauburgunder høster stor anerkendelse i ind- og udland.
Thomas og Regina Rinker overtog Weingut Knab i 1994. Siden 2015 har sønnen, Johannes, deltaget i den daglige drift efter ønologi-studier i Geisenheim og praktikophold under fjerne himmelstrøg. Familien plejer vinmarkerne med nænsom hånd og høster med lavt udbytte for at fremme vinenes kvalitet og koncentration. Hjemme på vingården er kælderen indrettet til moderne vinfremstilling med temperaturstyret gæring i rustfri ståltanke. Alt efter druesort og ønsket stil modnes vinen efterfølgende på enten rustfri ståltanke, nye barriques eller 60 år gamle, ovale egetræsfade.