Torbreck Vintners – Barossa Valley, Australien.
Torbreck – australske vine i verdensklasse. Torbreck blev grundlagt i 1994 af David Powell, som købte en vingård i Maranaga. Dette blev fundamentet til ikke bare vinhuset Torbreck, men også for manden bag, en ”larger than life”-personlighed, der var med til at skabe en række epokegørende vine, der blandt andet på et tidspunkt gav ham titlen som Winemaker of the Year i The Wine Advocate. Fysisk set kan Torbreck kun betegnes som et meget minimalistisk vinhus – det består kort og godt af noget, som kunne ligne et læskur til får, to cementtanke og en primitiv pumpe.
Navnet Torbreck er i øvrigt som mange af husets vinnavne af skotsk oprindelse og skal ses som en hyldest til landet, hvor David Powell tidligere arbejdede. Således er f.eks. Woodcutter’s opkaldt efter de skotske skovhuggere, mens husets flagskib, Run Rig, har fået navn efter det populære skotske band.
Torbrecks vinstil er en flot forening af den klassiske Barossavin og det bedste fra Frankrigs Rhônedal. Nuancerige, bløde vine med en næsten cremet struktur, der allerede forfører ved første smagsindtryk. Parker kalder faktisk også husets Run Rig for ”La Mouline of Australia”, hvorved han hentyder til enkeltmarkscuvéen fra Guigals Hermitage, der ligger med både skyhøje priser og point.
“FULL-BODIED YET SO REFINED”